Behandling af data

Den tekniske del af Skolesundhed.dk er udarbejdet af Opus Consult, som også er ansvarlig for databehandling og administration af data. Opus Consult har mange års erfaring med kliniske databaser og følger Datatilsynets krav om datasikkerhed.

Data fra Skolesundhed.dk er underlagt og følger Lov om behandling af personoplysninger fra 2000. Loven fastsætter regler om, hvordan personoplysninger må behandles. Personhenførbare data tilhører de deltagende kommuner som en del af deres journaler. Kommunerne er forpligtet til at anmelde indsamling af personhenførbare data gennem Skolesundhed.dk til Datatilsynet.

Hvis forskere ønsker at anvende data indsamlet gennem Skolesundhed.dk, skal dette godkendes af Skolesundhed.dk’s forskningsudvalg samt de deltagende kommuner. Forskningsudvalget består af forskere fra forskellige universiteter i Danmark, der arbejder med børn og unges trivsel og sundhed, samt kommunale repræsentanter. Kun projekter, som er i overensstemmelse med formålet med Skolesundhed.dk, kan komme i betragtning. Projekter med kommercielle formål kan derfor ikke godkendes.

Forskning, som ønskes baseret på CPR-numre eller kobling til andre datakilder, kræver – udover godkendelse af Skolesundhed.dk’s forskningsudvalg og de deltagerne kommuner – ansøgning om tilladelse hos Sundhedsstyrelsen eller Videnskabsetisk Komite og anmeldelse til Datatilsynet. Forskerne vil få adgang til data via et teknisk system, hvor CPR-numrene er krypteret, og enkeltpersoner ikke kan identificeres.